Nogle mennesker er rige, og andre er fattige. Nogle interesserer sig for biler, mens andre går op i computerspil eller sport. Vi er flere milliarder mennesker på jorden, og vi er alle sammen utroligt forskellige. Men der er dog én ting, vi alle har til fælles: vi skal alle dø på et eller andet tidspunkt.

Det lyder måske dramatisk eller sørgeligt, men det mener jeg nu ikke. Det er jo bare et faktum: det burde ikke vække en masse følelser. Tingene er jo som de er, og negative følelser kan kun udspringe fra, ikke at ville acceptere virkeligheden. Jeg tror det er langt sundere, at acceptere hvordan tingene er, og så arbejde ud fra denne korrekte tilgang til verden. Hvis vi tillader os selv at arbejde med illusioner, der ikke tåler nærmere eftersyn, så lægger vi en afstand til virkeligheden. Vi kommer ud af kontakt med den virkelige verden, og begynder at opbygge en falsk drøm. Det kan lyde meget godt på overfladen, sådan at leve i en drømmeverden. Men problemet er, at vi ikke kommer ud over, at det er den virkelige verden der sætter begrænsningerne og spillereglerne. Du vil derfor konstant blive konfronteret med virkeligheden, uanset hvor meget du forsøger at holde fast i illusionen. Du vil hele tiden købe hovedet mod væggen de steder, hvor virkelighed og fantasi adskiller sig.

Det er derfor jeg ikke mener, at diskussioner omkring livet efter døden er værd at underholde. Det er ikke fordi jeg ikke tror, at det er en mulighed. Det handler bare om, at det er fuldstændigt irrelevant. Det vi bør forholde os til, er det liv vi lever på jorden lige nu. Hvis der er et liv efter døden, så er det udenfor denne verden, og derfor giver det ikke nogen mening at bruge dets potentielle eksistens som et kompas i den verden vi lever i lige nu.

Hvis min bilrude går i stykker på min bil, og den trænger til at blive skiftet, hvad skal jeg så gøre? Jamen så skal jeg selvfølgeligt køre hen på et værksted og få det ordnet. Har det nogen betydning, om bilruder kommer i himmelen når de dør? Nej, overhovedet ikke. Uanset hvad der sker med bilruder efter de er gået i stykker, har det ingen betydning for den handling, jeg har brug for at foretage mig her og nu. Det har faktisk ingen betydning for mit eget liv på jorden overhovedet.

Det er måske en lidt fjollet metafor, men jeg står nu ved den. Jeg tror at det, at bruge en bil analogi på alle de store spørgsmål, er den rette måde at få dem bragt ned på jorden på. Det gør det let at forholde sig til tingene, og tvinge spørgsmålene ind i et område, der er praktisk anvendeligt.