Vi vil alle det bedste for vores børn, og det moderne samfund har givet os rigtigt mange muligheder for at gøre det. Det har dog også resulteret i en epidemi af over-forsigtige forældre der pakker deres børn ind i vat, og ikke lader dem vokse op til at blive stærke og uafhængige individer. Der er heldigvis en organisation der arbejder på at lade børn og unge møde virkeligheden og hinanden i frie omgivelser, og lader mennesker vokse gennem fællesskab og leg. Det jeg snakker om her er spejderbevægelsen.

Om man er grøn, blå eller en helt tredje farve spejder er ligegyldigt. De værdier der ligger til grund har et stort nok overlap til, at ethvert moderne barn kan drage nytte af at melde sig ind og få nogle eventyr og erfaringer med sig.

Spejderbevægelsen giver dine børn mulighed for at komme i kontakt med naturen, og have en forståelse for den balance der er nødvendig for, at planterne kan vokse og gro. De lærer hvordan de minimerer deres effekt på miljøet, og vigtigheden i at rydde op efter sig. I en verden hvor mennesket fylder havene med olie og brænder kolossale mængder regnskov af, har vi mere og mere brug for at den næste generation har de rigtige briller på og kan se hvor vigtigt det er at tage sig godt af moder natur.

Det at udskifte det vante værelse hjemme i de trygge omgivelser med et telt springer rammerne for, hvad barnet tænker er muligt. Det får en ny oplevelse af individualitet, og lærer at nye ting ikke nødvendigvis er farlige. Du får vækket nysgerrigheden og eventyrlysten i dit barn, og giver dem mod på livet. Når de kravler ned i deres sovepose efter en lang dag fyldt med aktiviteter, lærer de at man sagtens kan falde i søvn uden den magelige seng og dyne, så længe man har være aktiv.

Spejderlivet handler også om fællesskab, og det at skabe noget sammen. Dit barn vil være omringet af mennesker, der allesammen har lært at åbne op og acceptere andre i deres indre kreds. Når dit barn næste gang kommer ud i nye omgivelser – ved skift af skole eller lignende – har det allerede værktøjerne og modet til at opbygge nye stærke bånd.

Dit barn bliver en del af et globalt fællesskab. Der er spejderbevægelser og grupper i hele verden, og når dit barn kalder sig spejder er de automatisk en del af denne større helhed. Det giver mulighed for at snakke med mennesker fra hele verden, eventuelt på de store internationale lejreture, og udvider dit barns verdensbillede. Ved at komme tæt på andre mennekser og kulturer får dit barn en bedre forståelse for, hvad det vil sige at være menneske. Barriere som hudfarve eller religion falmer, idet børnene får lov at lege med hinanden på tværs af disse forskelle og i stedet med et fokus på hvad det er de har tilfælles.