Danmark klarer sig rimeligt godt på de internationale lister over uddannelse. Vi har længe været stolte af vores skolesystem, og vi kom hurtigt op på toppen af listen. Men hvis man har fulgt lidt med i, hvordan den liste har formet undervisningen rundt omkring i verden, så vil man hurtigt se at der er et kæmpe problem. Fokus ligger ikke længere på at give de unge den bedst mulige uddannelse: nej, nu er målet at få de unge til at klare sig bedst muligt på de tests, der bliver brugt til at udforme listen over de bedste uddannelsessystemet i verden.

Det er en velkendt sandhed, at det der måles på er det der bliver forbedret. De fleste har selv stiftet tæt bekendtskab med dette i deres eget studieliv: på et eller andet tidspunkt skifter fokus fra, at lære så meget om emnet som muligt, og til i stedet at handle om at kunne de svar der er nødvendige for at få en god karakter til eksamen. I princippet burde en eksamen afspejle ens overordnede viden omkring et område. Men det er meget sjældent tilfældet. De fleste eksamener er opbygget på en eller anden standardiseret måde, og hvis de studerende regner ud hvad der fokuseres på, jamen så kan de tilrettelægge deres eksamenslæsning efter det. Ofte behøver de studerende ikke engang at gør det selv: underviserne i de moderne uddannelsesinstitutioner bliver nemlig belønnet, og straffet, i forhold til hvordan deres studerende klarer sig til prøverne. Det betyder at de har incitament til at sikre, at deres elever klarer sig godt til eksamen. Og så bliver undervisningen hurtigt tilrettelagt på en sådan måde, at den hjælper de studerende med at bestå eksamen, fremfor at fokusere på at udvide de unges horisont og virkeligt lære dem noget om et emne.

Det er et simpelt optimerings-problem. Undervisningen og de studerendes egen indsats optimeres imod at få den højest mulige karakter til eksamen. Det er i virkeligheden dannelse der burde være i centrum, men det er svært at måle på. Og derfor skævvrides undervisningen.

Hvis vi virkeligt ønskede at uddanne befolkningen, så ville skak være en af de ting vi blev undervist i. Det ved man i Rusland: her er man ligeglade med at være på toplisten, og fokuserer i stedet på at undervise de russiske unge i ting, der vil gøre dem så intelligente som muligt. Jeg har brugt den strategiske tankegang fra skak til alt fra at forhandle prisen på min Renault Captur og til at planlægge den bedst mulige rute, da jeg skulle køre på ferie ned igennem Europa.

Den dag skak kommer på skoleskemaet i Danmark, vil jeg igen tro på, at vi har et af de stærkeste uddannelsessystemet i verden. Ind til da er jeg overbevist om, at vi bare “spiller spillet”.