Da jeg var ung var jeg ufatteligt genert. Det betød da også, og jeg var en af de sidste af mine venner til at få en kæreste. Det virkede fuldstændigt uoverskueligt for mig, at skulle på en date med en pige, jeg overhovedet ikke kendte. Det, at tale med fremmede, skræmte mig fra vid og sans. Mest af alt fordi jeg ikke vidste om de ville kunne lide mig eller ej.

Det råd jeg hørte flest gange, fra venner og bekendte, var et jeg ikke forstod dengang. De sagde alle sammen, at jeg bare skulle ”være mig selv”. Jeg fandt det fjollet dengang: hvad i alverden kunne de mene med det? Hvordan kunne jeg være nogen som helst andre end mig selv? Og hvordan skulle det dog hjælpe på min angst for, at de ikke ville kunne lide mig? Hvis jeg på en eller anden måde kunne være en anden på en date, så ville det da i det mindste gøre, at jeg ikke ville føle mig fuldt ud afvist. Så ville det ikke være mig der var noget galt med, men blot den person jeg havde påstået jeg var.

Men med årene gik det op for mig, at det råd var lige præcis hvad jeg havde brug for at høre. Jeg var bare blind for det faktum, at jeg ikke var mig selv overhovedet. For jeg kendte ikke mig selv særligt godt, og havde ikke tillid til, at jeg var god nok. Hvis jeg stod fuldt ud ved mig selv, hvorfor skulle jeg så være bange for, at andre ikke ville kunne lide mig? Det ville jo ikke betyde noget! Jeg ville stadig vide, at jeg var værdifuld og værd at elske. En afvisning ville bare betyde, at de ikke kunne se det jeg kunne se, eller ikke var i stand til at værdsætte det.

Det var da jeg indså, at jeg ikke kunne gøre noget forkert, hvis jeg bare lyttede til mig selv, og stod ved hvem jeg var. Hvis jeg var forkert på den, så kunne jeg stå ved, at jeg af og til laver fejl – og så lære noget nyt. Pludseligt kunne jeg gøre alt det, jeg altså har ønsket at jeg kunne, men som jeg har holdt mig selv tilbage fra at gøre. Nu tør jeg sige de ting jeg mener. Jeg føler ikke længere et behov for at andre mennesker skal kunne lide mig, og jeg ser ikke samtaler (eller dates) som situationer hvor man enten ”vinder” eller ”taber”. Jeg er bare mig selv, og står ved det overfor min omverden.

Det er grundet denne opdagelse, at jeg ikke bare fandt en kæreste, men fandt min soulmate og nu kone. Hun er tiltrukket af hvem jeg er, og ville aldrig være faldet for alle de masker, jeg satte op før i tiden. Alt det jeg prøvede at være, eller påstod at jeg var. Hvis jeg ikke havde taget springet ud i at være mig selv, så havde jeg aldrig mødt hende, og vi havde ikke været på vej ud til en børnevenlig campingplads i Nordjylland sammen med vores to børn. Verden er et fantastisk sted, når først man opdager, at man bare kan være sig selv.

Previous articleDerfor Kan Ingen Slå Det Danske Uddannelsessystem
Next articleEt Kig i Den Digitale Håndværkers Værktøjskasse