Vi har i Danmark en lidt sjov tilgang til gaver: det er mere eller mindre skema-lagt, og der er for det meste en forventning hos modtageren om, at modtage gaven. Gavens skal desuden gerne være af en nogenlunde kvalitet, og ellers kan vi blive direkte sure eller kede af det. Er det virkelig den rigtige tilgang til gaver? Jeg tvivler på det startede sådan, og jeg håber vi kan komme væk fra det, jeg ser som en dårlig vane (eller måske nærmere kultur) omkring gave-givning og modtagelse.

De fleste mennesker tænker kun på “gaver”, når vi nærmere os juleaften eller fødselsdagen for en ven eller et familiemedlem. I begge tilfælde, er der på et eller andet plan tale om, at vi “bytter” gaver. Hvis du giver en julegave til en person juleaften, og du ikke modtager en fra samme person, så føler du dig snydt. Hvis nogen giver dig en gave på din fødselsdag, så er der en forventning om, at du også giver den person en gave, når det er dem der har jubilæum på livet. På en måde, er vi altså bare rigtige ineffektive til at købe ting til os selv: i stedet for at bruge 100 kr. på noget vi gerne vil have, så bruger vi 100 kr. på noget vi håber og tror en ven gerne vil have, og forventer og håber at vores ven ligeledes bruger 100 kr. på noget vi gerne vil have. Når det er en transaktion på den måde, hvorfor så ikke bare købe “gaver” til sig selv? Det giver ligeså lidt mening.

De gaver der virkeligt betyder noget, er dem der kommer uventet. Da jeg var blevet 18 år, og endelig fik mig et kørekort (det tog desværre et par forsøg på køreprøven!), så var jeg allerede super lykkelig! Mine forældre havde sagt god for, at jeg kunne låne bilen engang imellem, så jeg kunne få noget erfaring (og så de ikke altid skulle ud at køre, hvis jeg skulle et sted hen!). Jeg havde absolut ingen forventning om, at have min egen bil, før om måske et par år – der skulle spares mange penge op først. Men en dag kom jeg hjem fra skole, og der holdt en bil i indkørslen. Ikke bare en hvilken som helst bil – det var en Ny Ford Focus! Det har faktisk været min drømmebil i lang tid. Jeg var derfor ganske nysgerrig efter, hvem der var på besøg, og havde en Ford Focus – måske jeg kunne få lov at sidde i bilen? Hvis nu det var nogen fra familien, kunne jeg måske endda få lov at køre en tur? Jeg turde ikke håbe på det sidste.

Men tror du ikke, min far havde været ude at købe den til mig som en total overraskelse? Det var en rigtig gave! Ikke fordi den var dyr (og jeg havde faktisk været mindst ligeså lykkelig over en brugt Ford Focus). Det der gjorde den rigtig var, at den ikke var købt som en del af en transaktion, og det var en reel overraskelse. Den viste, at min far havde lyttet, når jeg havde snakket om min drømmebil, og han af egen fri vilje havde taget en beslutning om, at overraske mig med noget, han vidste jeg ville blive glad for.