Selvfølgelig vil vi alle elske at have et af de soveværelser, vi har set i de blanke sider af et indretningsmagasin eller på Pinterest’s opslagstavler.  For de fleste af os er det dog en smule urealistisk, særligt fordi vores budget ofte nægter at samarbejde med vores høje ambitioner. Hvis du passer ind i denne kategori, skal du ikke helt opgive at skabe det soveværelse du altid har ønsket – det er nemlig muligt at give dit værelse et strejf af eksklusivitet og luksus ved at benytte dig af nogle af de råd, som vi har fundet til dig herunder.

 

Ryd op

Okay, vi indrømmer at dette tip er meget åbenlyst og kedeligt, men det er altså det vigtigste skridt at tage, hvis du vil have et smukt værelse. Du har jo ikke set rod og kaos på værelserne i magasinerne eller på Pinterest, og det er der god grund til. Et snavset eller rodet værelse vil aldrig komme til at se lækkert og dyrt ud, uanset hvor mange penge du bruger på møbler og pynt – så ryd op! Smid ting ud, som du alligevel ikke bruger, og vær særlig opmærksom på dine gulve, da de ofte kan se meget beskidte ud. Luksuriøse værelser er altså ikke opbevaringsområder til ubrugt træningsudstyr, stakke af bøger eller bunker af tøj.

 

Tæpper

Et tykt, luksuriøst tæppe skaber hurtigt elegance til dit værelse, og kan både være lavet af velour, silke, fløjl eller uld. Lad dig ikke friste af et vildt mønster, men hold dig i stedet til solide farver – mærket Hay har en masse forskellige tæpper, samt lækre og elegante møbler i en simpel skandinavisk stil. Udover at give dit værelse et flot look, så er det også bare meget mere komfortabelt at stå ud af sengen om morgenen på et gulvtæppe end på koldt trægulv.

 

Køb en bakke

En af de absolut nemmeste måde at skabe et eksklusivt look til dit værelse er at tilføje en smuk bakke til din kommode eller natbord. Det behøver ikke at være dyrt – find en smuk eller sjov bakke i Søstrene Grene, giv det et lag guld eller sølv spray og ingen vil kunne se, at bakken ikke kommer fra en high-end butik. Du kan bruge bakken til at samle de genstande, der normalt ligger spredt rundt i værelset, såsom smykker, parfumer eller små pyntegenstande. Øjeblikkeligt vil dit værelse se lidt mere elegant ud.

 

Tilføj personlighed

Giv dit værelse personlighed ved at hænge et stort kunstværk over din seng, lav en fin samling af pyntegenstande på din kommode eller hav en antik dyne i din seng. Mange ting kan skabe personlighed i et værelse, og det er netop disse ting, der gør netop dit værelse helt unikt. Du kan også vælge nogle sjove plakater med citater eller grafiske illustrationer, som du kan hænge rundt omkring i dit værelse. Igen, du behøver ikke spendere hele din formue – kig i dine favoritbutikker, på nettet eller lav et flot kunstværk selv.