Nogle gange har man bare lyst til eventyr, og så skal man egentligt bare kaste sig ud i det. Det er i hvert fald min overbevisning: en tilgang til livet jeg har fået, efter at have holdt mig selv tilbage i alt for høj grad, i alt for mange år.

Jeg var den typiske ansatte på et kontor. Jeg panikkede om morgenen når vækkeuret jog mig ud af min søvn, og tumlede ind i køkkenet for at få brygget en kop kaffe, der forhåbentligt kunne give mig øjne. Når kaffen endelig var kommet ned, og jeg begyndte at føle mig nogenlunde menneskelig, så skulle jeg ud til bilen. En times køretur (hvis jeg var heldig – nogle dage er trafikken helt umulig!) og så var jeg på min arbejdsplads. Her brugte jeg så de næste 8 timer på, at se ud som om jeg havde travlt. Når dagen var omme, følte jeg mig tom: jeg havde solgt min sjæl til en virksomhed, der bare så mig som et tandhjul i deres maskineri. Hvis jeg gik i stykker, ville jeg hurtigt blive udskiftet. Det var kun et spørgsmål om tid før det ville ske: jeg var simpelthen ved at brænde ud. Følte ikke jeg bidrog med noget nævneværdigt i hverdagen. Denne tomhed gjorde det umuligt, at finde energi til noget som helst, når jeg endelig kom hjem. Det blev til junkfood og noget dårligt TV, alt for sent i seng, og så op og gentage det hele den næste dag.

Weekenderne var faktisk endnu værre. I hvert fald de fleste af dem. Her følte jeg mig rastløs: pludseligt var der ikke en dag, skemalagt med meningsløst arbejde. Men jeg havde stadig ingen energi. Jeg var så tappet, at det eneste jeg kunne gøre, var at følge en plan, som andre havde lagt. Drømme, visioner, hobbyer og mål: det var noget jeg havde i min ungdom. Nu var det bare arbejde, dvale og søvn.

Men ved et lykketræf ændrede hele mit liv sig, med en køretur fra Nord til Syd. Klaus – en god kammerat, var medlem af en bil-klub, der med jævne mellemrum arrangerede køreturer rundt i Europa. Jeg havde på sin vis glemt, at en bil kunne tage én andre steder hen, end på arbejdspladsen. Men Klaus kiggede forbi en dag, og lagde mærke til min mangel på energi, og generelle triste syn på livet. Han mente han havde kuren: jeg skulle bruge den næste weekend sammen med ham, og hans bil-venner, og køre hele vejen til Spanien.

Det virkede langt ude, og slet ikke som noget jeg havde energien til. Men Klaus forsikrede mig om, at det var lige hvad jeg havde brug for. Jeg ville desuden ikke behøve, at tage stilling til noget som helst: turen var planlagt, og jeg skulle bare følge med de andre. I sidste ende sagde jeg ja – måske mest, fordi jeg ikke havde energien til, at sige Klaus imod.

Den tur er det bedste, der nogensinde er sket i mit liv. Jeg mødte op fredag aften, og så de andre medlemmer af bilklubben. Der var folk med spritnye Audier, og andre med diverse Brugte Biler. Det handlede ikke om at have den hurtigste bil, eller den flotteste lakering: det her handlede om menneskerne bag rattet, og deres lyst til eventyr. Jeg blev modtaget med åbne arme, og lavede mange nye venner den weekend. Før vi var tilbage i Danmark igen, var der et konstant smil på mine læber – og et nyt jobtilbud, der rent faktisk lød interessant var kommet fra en af de andre deltagere. Mit liv har aldrig været det samme siden da.