For nyligt var jeg til et jubilæum på min gamle skole, hvor jeg mødte en helt masse af de gamle hoveder, jeg ikke havde set i årevis. Det var ganske glædeligt og hyggeligt, og vi fik udvekslet telefonnumre, så vi kunne ses igen fremover. Det var jeg rigtigt glad for, for det viste sig faktisk, at jeg havde fået mere tilfælles med mange af mine gamle venner, siden vi skiltes dengang. Og mig som troede, at folk havde det med at glide fra hinanden.

Men det var dog også her det gik op for mig, hvordan den danske kultur lægger nogle kunstige begrænsninger på os. Vi havde nemlig aftalt at komme ud og få en tår at drikke, og dykke dybere ned i, hvordan hver af os var kommet frem til det sted i vores liv, som vi nu sad i. Jeg har levet i London en række år, så for mig betyder ”en tår at drikke” at vi åbnet en god flaske portvin, og snakker over den. Så jeg havde købt en flaske vin, og taget den med mig ud til vores mødested. Jeg forestillede mig at vi skulle mødes på privat adressen hos en af de andre, og at vi så kunne nyde vinen i rolige private omgivelser.

Det viste sig dog, at det slet ikke var tilfældet. Det var derimod adressen til et værtshus jeg havde fået. Fair nok: jeg kan vel tilpasse mig. Da jeg kom ind, sad de andre allerede rundt om bordet, med en stor fadøl foran hver. Jeg sagde hej til dem, og de kiggede spørgende på min pose med portvin. Jeg forklarede dem, at jeg troede det var et privat arrangement, og så begyndte de at grine af mig. Der var ”sgu da ikke nogen rigtige mænd” der satte sig sammen derhjemme og drak vin. Nu er det noget, jeg har rigtigt gode oplevelser med, så jeg kunne ikke helt se hvad problemet skulle være. Jeg fik sat mig, og da de begyndte at skåle gik det op for mig, at jeg hellere måtte se om jeg kunne få et glas til min vin. Jeg havde før bragt gode vine med mig ud på restauranter og beværtninger i London, og skulle blot betale den såkaldte ”cork fee” for at kunne nyde mine medbragte drikkevarer. Det var ikke noget de havde hørt om her på beværtningen, og jeg fik også lige en ”du kan sgu da ikke sidde og drikke vin herinde du. Bestil dog en øl som alle andre!” med på vejen.

Igen var jeg forundret over denne reaktion. Jeg har intet imod øl, eller folk der drikker dem, men hvad skulle der være i vejen for, at jeg kan nyde et godt glas vin? Men som aftenen skred frem, gik det op for mig, at der var tale om en kulturel ting. Den danske kultur lægger en hel særlig vægt på øl, og specielt forholdet imellem ”rigtige mænd” og øl. Nu mener jeg at rigtige mænd drikker lige hvad de har lyst til, men jeg er åbenbart i mindretal.