Jeg synes at komplimenter er en god ting. Problemet er imidlertid, at de på et eller andet tidspunkt i historien blev misbrugt, og at folk derfor ikke rigtigt stoler på dem i dag. Mange kigger skeptisk på komplimenter de modtager, og leder efter en bagtanke. Specielt hvis det er en komplet fremmed person, der giver os en kompliment. Forsøger de at sælge os noget? Er det måske en dårligt forklædt score-replik? Vi er skeptiske og pessimistiske, og mange komplimenter kan derfor ende med at have den modsatte effekt af det, man havde tænkt sig. En rigtig kompliment er typisk givet med en intention om at efterlade modtageren med en god følelse. Når den så bliver grebet af et skeptisk filter, der med det samme antager at man har bagtanker, så efterlades modtageren enten med en negativ følelse, eller ren og skær forvirring.

Det hjælper selvfølgeligt heller ikke på det, at rigtigt mange i dag går rundt med et dårligt selvværd. Hvis man ikke føler at man fortjener komplimenter, så er det klart at man ikke tror på dem, når man hører dem. Her kommer igen gang i det skeptiske filter, og komplementet bearbejdes og forvrænges ind til det passer med ens egen pessimistiske og negative syn på sig selv. Hvis en fremmed sagde ”Jeg kan godt lide din jakke”, så må de enten have sagt det sarkastisk, eller også er de ude på at stjæle jakken! For det kan ikke passe at de bare ville have mig til at have det godt over, at min jakke er flot – for det fortjener jeg ikke!

Fordi de typiske komplementer i dag bliver misforstået på den måde, er mange holdt op med at give dem. Men det er faktisk muligt, at give et kompliment, der ikke bliver håndteret på denne måde. Det kræver blot noget mere arbejde.

Et godt kompliment er nemlig et, der er mere komplekst end dem, der hurtigt bliver forvrænget. Det handler om at blive specifik, og undgå de stereotypiske komplimenter. I stedet for at sige ”Du ser godt ud!”, så kan du sige ”Jeg elsker hvordan dit smil får dine øjne til at stråle”. Eller endnu bedre: giv komplimenter på ting, som personen selv har valgt, og ikke noget de er født med. Det bedste kompliment jeg nogensinde har fået, var på den bænk jeg har stående derhjemme. De fleste tænker ikke særligt meget over bænke, men jeg var faktisk blevet fuldstændigt forelsket i den her bænk henne i møbel butikken. Jeg havde ikke troet at andre ville kunne se det jeg så i den. Men så var der en veninde der sagde ”Jeg er vild med den bænk du har her!”, og det varmede simpelthen mit hjerte så meget! Der var ingen negative filtre eller antagelser: komplementet gik lige ind.