Traditionelt set, har chefen i en virksomhed været den person, der havde den fulde magt. Han bestemte hvem der var ansat, hvem der blev fyret, og var det sidste led i godkendelsen af nye ansættelser. Hvis nogen var uenige i hvad chefen sagde, mente eller ville have, så var det noget man holdt for sig selv: for chefen har magten, så chefen har ret.

Sådan er det dog ikke i dag. I dag er chefen mere en leder end en diktator: det er en person med en vigtig rolle, fuldstændigt ligesom alle de ansatte i virksomheden. Det er chefens ansvar og pligt at have et overblik, og tage højde for de ansattes behov og krav. Man kan altså sige, at det i dag er de ansatte der har magten. De har fået frihed til at gøre langt det meste på egen hånd, og de er uvelkomne til at udfordre de ting chefen siger. De klarer selv mødelokale booking på computeren, og skal ikke spørge nogen om lov først: hvis de har behov, så har chefen sørget for, at de kan blive dækket let og hurtigt.

Men hvorfor er det blevet sådan, og er det en god eller en dårlig ting? Det er faktisk en ganske naturlig udvikling, og det er markedskræfterne der har skabt denne forandring i magtforholdet mellem chef og ansat. Da de første virksomheder begyndte at eksperimentere med andre magtstrukturer, fandt man hurtigt ud af, at en virksomhed simpelthen fungerer bedre, hvis de ansatte er medspillere frem for slaver. Disse eksperimenterende og åbne virksomheder begyndte pludseligt at klare sig langt bedre, end de gammeldags konkurrenter. Det betød at de gamle diktatur chefer enten gik ned med skibet, eller adopterede den nye strategi, og også gav magten til de ansatte.

Det er simpelthen ikke muligt for en virksomhed at klare sig i konkurrencen, hvis den bruger den gammeldags model. Det eneste man får ud af at have en virksomhed, hvor chefen altid har ret, er en chef med et plejet ego. Det er ikke noget der skaber de bedste resultater på bundlinjen, og derfor holder det aldrig i længden.

En chef er et menneske, og mennesker kan tage fejl. Når de ansatte ikke længere er bange for at sige til, når de er uenige i det chefen siger på møderne, så kan der åbnes op for konstruktiv dialog. Det er igennem denne dialog med de ansatte, at man bedst får sig et akkurat billede af hvad der foregår i og udenfor virksomheden. Når man planlægger et møde i dag, så er det ikke bare for at chefen kan dele ordre ud: det er for at alle kan sætte hjernerne i blød sammen, og finde frem til den bedste strategi. Jo bedre man forstå den verden ens virksomhed opererer i, jo bedre forretningsmæssige beslutninger kan man tage fra dag til dag.